Please enable JavaScript.
Coggle requires JavaScript to display documents.
Olie nok - Coggle Diagram
Olie
nok
Intro
Jeg ved ikke med jer, men jeg synes nogle gange, at december-tiden kan være så kontrastfyldt.
Derhjemme kører den afsted med chokolade og julekager, risengrød, kalenderlys og julekalender i fjernsynet, mens man skal sørge for at finde julehyggen og julefreden inden det er for sent.
Det skal være hyggeligt, dejligt og fyldt med kærlighed og julehjerter.
Og så kommer man i kirke sådan en adventssøndag, og så får man ikke smækket en hyggelig prædiken om Guds omsorg i hovedet, men en historie om ti brudepiger, hvoraf 5 kommer så meget for sent, at de går glip af festen.
Det er næsten som om, at der er en, der midt her i julehyggen eller i det mindste i jagten på julehyggen, at der er en, der stopper musikken, stopper hyggen og den gode stemning.
Og ja, der er et alvorsord til os i dag midt i juletiden. Men alvorsord, men med det ord er der et endnu større håbsord, som går hånd i hånd med det.
Historien
Vi rammer historien i dag et ikke særlig juleagtigt sted. Vi er i Matthæusevangeliet, og vi nærmer os med hastige skridt, at Jesus tages til fange og dør på et kors i Jerusalem.
Det er faktisk det næste kapitel i Matt.
Og læser man Matthæusevangeliet, så er det tydeligt, hvor Jesus i dagene, der leder op til hans anholdelse i Getsemané have, at der noget, som han har på hjerte at få sagt inden det er for sent.
Og det præger det hele i både kapitel 24 og 25 af Matthæusevangeliet. Næsten som en mand, der godt ved, at tiden nu er knap, men som ved, at der er noget, der er vigtigt, at få sagt inden, det er for sent.
Og her roterer det hele om det, at Jesus skal komme igen. Og netop det er tema for dagens prædiken.
Svært
Men selvom vi har stået og sagt i kor for lidt siden, at Jesus skal komme igen og dømme levende og døde, så er det som om, at det er sådan en del af den kristne tro, som på nogle måder kan være sværest at få hånd om.
For det er dejligt og nemt at tale om Guds kærlighed og hans nærvær midt i vores hverdag.
Vi har intet problem med at tale om, at Gud har skabt verden eller at vi har et håb om, at Gud kan give os liv efter døden.
Men det at tale om, at ligesom Jesus engang forlod den her jord for en tid, sådan skal han komme igen ved enden af alting.
Er jeg den eneste, der har det her umiddelbare billede af det her, som sådan lidt noget science fiction agtigt noget? Noget der virker så langt fra min hverdag til sådan rigtigt at turde tænke på.
Men ikke desto mindre, så er det her ikke sådan et sidetema i Bibelen eller hos Jesus. Det er et budskab, som går igen og igen igennem hele det nye testamente. Og jeg har bare lige sat et par stykker op på skærmen her.
Håb
Og selvom vi kan have svært ved at sådan at forholde os til, og selvom det virker så langt fra min hverdag, så er det den del af den kristne tro, som allertydeligst taler håb ind i vores verden.
For vores håb består jo ikke i, at vi engang skal forlade den her jord som ånder, som så kan svæve rundt i en uendelighed med ånde harper i en ånde himmel.
Nej, vores håb er meget mere jordnær og hverdagsnær. Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv, som vi også fik sagt for lidt siden.
Og ind i vores verden, som i den grad er ramt af bekymring, frygt, angst, sorg. Krig, kaos, magtmisbrug og alt muligt andet, så er det her vores håb.
Vi tror på en Gud - den treenige Gud, Far, Søn og Helligånd, som i sin kærlighed siger til os: Jeg vil ikke efterlade jer sådan her.
Der er virkeligt håb!
Det er derfor vi beder: Komme dit rige. For vi har det håb, at alt det som er hans en dag vil smadrer ind i den her verden og blæse alt det lort, som er her nu, til side.
Jeg vil ikke efterlade jer med angst, depression og bekymringer. Jeg vil ikke efterlade jer i en verden med død, sorg, tårer og hjertesorger.
Vi beder om, at Jesus må komme igen. Det er vores håb. Og når han gør, så vil han bringe en verden med sig uden sorg, uden undertrykkelse, uden ondskab, uden død.
Han kommer for genskabe himmel og jord, uden alt det som ødelægger os. Der er virkeligt håb!
Alvorlige
Og så kommer vi til det alvorlige, som vi berørte for to uger siden, da Uffe prædikede over den sidste halvdel af kapitel 25 i Matt. Og som er et tema, som Jesus igen og igen berører her lige før hans tilfangetagelse.
Og Jesus taler her som en mand, der godt ved, at tiden nu er knap, men som ved, at der er noget, der er vigtigt, at få sagt inden, det er for sent.
Og det alvorlige her er, at Jesus er tydelig på, at der er to muligheder evigheden. En med ham i en verden, hvor synd, ondskab og død ikke er mere, men også en uden ham og alt det, som han kommer med.
En virkelighed udenfor døren. Udenfor festen. En virkelighed, som Jesus kalder for fortabelsen.
Den alvorlige del den her søndag er, at der er en mulighed for at gå glip af.
Og det er derfor Jesus igen og igen siger: tro på mig. For enhver som tror på ham skal ikke fortabes, men have evigt liv.
Olien
Men Jesus taler her specifik til en gruppe af mennesker, som allerede tror på ham og så fortæller han den her historie om at vente og om at vente godt.
Og han bruger lampens flamme som et billede på troen, og ventetiden til et bryllup, som den ventetid vi lever i.
Og hans alvorlige pointe til os alle sammen er, at ligesom en lampe kan dø ud, hvis den ikke bliver fodret, på samme måde kan en troens flamme også dø ud, hvis den ikke fodres med troens olie.
Så hvad er troens olie?
Kærlighedsbillede
Ja, det er med troen som med kærligheden.
Kærligheden i et ægteskab udspringer altid af et ja til hinanden, at man vil hinanden. Og kærlighedens flamme brænder af det ja, men kærligheden har også brug for olie for at vedblive med at brænde.
Det er derfor vi i kærlighed vælger at tale med hinanden. Dele mit hjerte med hende og lytte til hendes. Vi tager ud og spiser og fletter vores liv sammen med hinanden.
Er det kærlighed? Nej, det udspringer af mit ja til hende og hendes ja til mig, men det er olie, så kærlighedens flamme ikke brænder ud.
Og sådan er det også med troen. Den udspringer af et ja til hinanden, at jeg vil Gud i mit liv. Men troens flamme har også brug for olie for at vedblive med at brænde.
Det er derfor vi i kærlighed vælger at taler med hinanden. Dele mit hjerte med ham og lytter til hans. Vi fejrer gudstjeneste, har fællesskab og lovsang og fletter mit liv sammen med hans.
Er alt det tro? Nej, det udspringer af et ja til ham, men det er olie, så troens flamme ikke brænder ud.
Lamper i stand
Og det alvorlige ligger i, at vi så nemt kan komme til at ligne de her 5 brudepiger, som ikke havde olie nok.
Lagde du mærke til, hvad de gjorde, da de vågnede? De gjorde deres lamper i stand. Men hvad nytte gjorde det, at de gjorde deres lamper i stand, når der ikke var olie nok i dem?
På samme måde kan vi også blive opslugt af at rende rundt med vores lille fine lampe, gøre den i stand og få den til at se god og flot ud. Se, hvor fin den er. Se, hvor fint mit liv ser ud.
Men hvis der ikke er olie i lampen, så nytter det jo ingenting.
Vi kan gå et helt liv og tro, at det hele handler om at jeg får styr på mit liv, og at det hele ser godt og fint ud. Men så ligner vi de fem tåbelige brudepiger.
For alting her handler om, om der er olie i lampen. At jeg ser på mig og selv og ved, at skal jeg fyldes af noget, som kan brænde en evighed, så har jeg brug for, at han bliver en del af mit liv.
At han som er evig forener sig med mit hjerte, så at jeg kan stå fast i det her liv og det som kommer.
Afslutning
Derfor vil jeg i dag slutte med, at lade 3 spørgsmål stå tilbage, så refleksions spørgsmål til os
3 spørgsmål, som den her advent må få lov til at buldrer lidt rundt i mig.
Har jeg olie på lampen? Og hvor vedbliver jeg med at blive fyldt på?
Har jeg delt min tro med andre, som også har brug for det samme som mig?
Har jeg tillid til, at det er Guds kærlighed, der alene skal redde mig? For vi har et håb, og det er ham, der døde og opstod, og som vi her i julen fejrer blev menneske.