Please enable JavaScript.
Coggle requires JavaScript to display documents.
Om splinter og bjælker - Coggle Diagram
Om splinter og bjælker
Intro
-
-
-
Men samtidigt så skal de fleste af os heller ikke lede særligt længe i vores bagage for at opdage, at vi er også en del af det her cirkus.
Både de gange for vi sagde noget, men endnu mere de gange, hvor vi kun lige listede en kommentar afsted til vores ægtefælle eller vores nærmeste ven, men endnu mere de gange, hvor vores hjerte blev fyldt af det.
Andre
Det mærkelige er, at der er ingen af os, som bryder os særlig meget om at blive dømt af andre og alligevel har vi det med selv at tage del i netop den leg overfor andre.
Og endnu mere mærkeligt, hvorfor ser det ud til, at religiøse mennesker er fordømmende? Jøderne på Jesu tid var enormt fordømmende, og man skulle synes, at med alt det Jesus konfronterede og sagde, at så ville det være anderledes med de kristne.
Men sådan er det ikke. Selv kristne kan være fordømmende eller opfører sig fordømmende ind imellem, selvom de egentligt ikke ville det.
Hvis jeg bad jer finde et eksempel på et fordømmende menneske fra film og serier, så ville der være en god chance for, at I først ville tænke på en kristen. Faster Anna fra Matador.
Og vi har fornemmelsen af, at der er kristne, der glæder sig over, at der findes et helvede. Kan I se sådan nogle for jer?
De er helt sikre på, at de ikke selv skal den vej, men glæder sig over, at andre skal.
Så hvad gør vi lige med det her, Jesus siger? Og hvorfor er det så svært ikke at være fordømmende?
Godt lide
-
Ja, jeg har ikke lavet nogen stor samfundsanalyse af netop det her, men jeg vil gerne komme med et bud. Og jeg tror ikke, at det skyder helt ved siden af.
Men mon ikke, at de fleste af os godt ved, at vi er uperfekte og brudte. Og alt for godt kan mærke det ind imellem.
Og lige præcis med den viden, så er der næsten ikke noget bedre end at føle sig lidt bedre end andre.
Jeg behøver ikke føle mig, som det mest moralske væsen i verden, så længe, at jeg tydeligt at se, at jeg er bedre end dem derovre.
De fleste, der ser luksusfælden, ser det jo ikke, fordi vi gerne vil have gode økonomiråd. Vi ser heller ikke "gift ved første blik" for at få ægteskabsrådgivning.
Og ingen ser reality-TV for at blive klogere på livet, på mennesker eller moral.
Vi ser det, fordi vi nyder at se folk udstille deres umodenhed, deres dumhed eller deres problemer. Og så kan vi sidde der i sofaen og mærke: Ej, så elendigt går det ikke herhjemme.
Og det her ikke for at sige, at der selvretfærdigt at sidde og se gift ved første blik og at du skulle skamme dig. Men kun for at sige, at det er lidt den samme mekanisme vi har fat i.
Det føles godt i maven eller hvor sådan noget nu føles, at have mere styr på økonomien, mere styr på parforholdet, på det moralsk rigtige, ja styr på livet i det hele taget end andre.
-
Jesus
Men Jesus sagde døm ikke. Men han sagde også mere end det, og det er det vi skal dykke ned i her i formiddag. For for alvor at få hånd, hvad Jesus vil udfordre os på.
-
Og jeg ved ikke med jer, men hvis jeg skulle bestemme, hvordan folk skulle dømme mig, så ville jeg helst, ikke! Jeg vil helst ikke dømmes.
Jeg vil helst mødes med nåde, tilgivelse, kærlighed og forståelse.
Og som minimum vil jeg gerne, at folk tager ind i betragtningen, alt hvad jeg er, hvad jeg har oplevet og de sår og usikkerheder, som jeg har. Jeg vil gerne, at de tager alt med i betragtning, så de måske ikke dømmer helt så hårdt.
Men jeg vil gerne ikke dømmes, hvis jeg kunne vælge.
Splint og bjælke
Og derefter bruger Jesus det her vanvittige billede til at illustrere, hvor vanvittigt det er er at være fordømmende, som et fejlfuldt og brudt menneske. V41-42a
Men det en hykleri i sin højeste form sådan at ville udpege de andres fejl og mangler, mens man er helt urimelig blind over for sit eget.
En splint i øjet kan jeg se for mig, men det bliver helt vanvittigt at tale om en bjælke i øjet. Hvordan ville det overhovedet fungere?
Lad være med at dømme. For du er selv blevet mødt med nåde, tilgivelse og kærlighed fra oven, så mål andre med samme nåde, tilgivelse og kærlighed.
Og derfor slutter Jesus af med her er sige de ord, som ingen af har lyst til at blive kaldt "din hykler". Hvis du vil vide, hvad Jesus mener en hykler af, så har du her definitionen.
En, som er mere fascineret af, hvad der er galt med alle andre, end hvad der er galt med mig selv.
Ikke
Og for at opsummere, hvad nogle af os indtil nu har hørt, så kan det måske samles i en sætning der hedder: "bland dig udenom"
Bland dig udenom, hvordan andre lever deres liv. Pas din egen butik. Bland dig udenom, hvordan andre lever. Hvad andre vælger til eller fra i deres liv.
-
-
Men det er bare ikke det han siger. For med et lille tvist i enden vender Jesus helt op og ned på det hele endnu engang til sidst.
Se klart
For hans pointe var nemlig ikke, at vi skulle blande os udenom, men i stedet se klart. V42b
-
For der er noget, som handler om at se sin egen syndighed i øjnene og finde nåde for den.
Men Jesus siger også her, at det her handler ikke om, at splinten i din brors øje er ligegyldig for dig. Han siger alt andet end det.
Den splint betyder noget. Og hvis du er ligeglad med den splint, så er du også ligeglad med din bror.
Har du kærlighed til ham/hende, så er splinten ikke ligegyldig heller.
Og - at tale med en anden om splinten i øjet er ikke forkert eller fordømmende. I virkeligheden er det enormt kærligt og kristent at gøre sådan - hvis..
1) det er sandt 2) at du er tydelig overfor dig selv og den anden, at dit liv også har splinter og bjælker.
Tænk hvis ingen nogensinde havde sagt til dig: Yes - det er lige sådan der. Eller - ej, det der er altså ikke super. Hvordan skulle de så nogensinde finde vej i livet?
Vi har brug for at mennesker ikke "blander sig udenom" ikke er ligeglade. Vi har brug for, at mennesker elsker os nok til at konfronterer os om de splinter og bjælker, som er i mit liv.
Afslutning
Det her handler om, at der skal være plads til både nåden og sandheden. Begge dele.
Der findes kirker, som er så optaget af sandheden, at det næsten bliver hadefuldt. Ej ikke næsten - det bliver selvretfærdigt, fordømmende og hadefuldt.
Og jeg tror, at vi har set de amerikanske skilte fra nogle amerikanske kirker.
Men samtidigt kan vi også gå i den anden grøft, hvor vi bliver så optaget af nåden på en måde, så det næsten bliver for kramme-bamse-agtigt.
Du ved: Gud elsker dig lige som du er. Gud elsker alt ved dig og alt, hvad du gør.
Og han tilgiver alt, så du lever bare dit liv, som du har lyst til.
Og begge dele kan være lige destruktivt for sandheden er jo ikke, at alt, hvad vi er og gør er fantastisk og lige i skabet.
Og er Gud ligeglad med det, så er han vel i sidste ende også ligeglad med mig. Ligeglad med, at jeg ødelægger ting, at jeg ødelægger andre eller ødelæger mig selv.
Så i virkeligheden er det at tale Guds kærlighed ned, hvis vi ikke tør give hans udfordrende ord lyd.
For nej, det er heller ikke ligegyldigt, hvordan du lever dit liv. Der er ting, som Gud kalder for synd og der er ting han opmuntrer til bliver en del af dit liv.
Men vi har brug for begge dele. Nåden og sandheden for at kunne se klart. Sandheds visdom og nådens fred. Det er det, han giver os og det er det, som vi må vise andre.