Please enable JavaScript.
Coggle requires JavaScript to display documents.
Gud er død - Coggle Diagram
Gud er død
Gud døde
For vi tror, at Gud døde. Og netop her ved foden af korset ligger kraft og visdom
Vi tror, at Gud fra evighed satte en plan i værk. En plan som i sin grundindstilling var en redningsaktion
For vi skal ikke gå mange skridt ud af døren for at finde både ondskab og død. Og hvis vi er ærlige, så ved vi også, at det samtidigt også er noget, der også bor herinde.
-
Så var det i virkeligheden os, der skulle ligge der i kisten. For syndens løn er død, som Paulus skriver i Rom. 6,23
-
Han tog sin evighed og lagde fra sig. Han tog sin herlighed af, og julenat blev han et dødeligt og skrøbeligt menneske. Født i en stald ind i en fattig jødisk familie.
-
-
-
-
Levende
For vi tror på en Gud der døde, men han forblev ikke død.
For evangeliet - det fantastiske påskebudskab, som har gået sin sejrsgang på jorden i over 2000 år
Og prøv lige at overvej det her: hvorfor kom og begynder mennesker at tro på Jesus, når det i sin essens er så forargeligt og tåbeligt, at Gud skulle kunne dø.
Evangeliet er, at Jesus ikke blev i graven, at han påskemorgen blev levende igen. Kisten er tom, graven er brudt.
Og milliarder af mennesker verden over gennem generationer har fundet fred, kærlighed og håb i netop det faktum, at graven var tom.
Hvis ikke det var fordi, at mennesker igennem generationer har opdaget, at det som ser forargeligt og tåbeligt ud er fyldt med Guds visdom og Guds kraft.
-
Fordi vi ved, at selvom kisten repræsenterer noget tungt, noget sorgfyldt og svært, så har kisten aldrig det sidste ord.
For vores Herre og frelser blev også lagt i en grav, men den kunne ikke holde på ham.
Og derfor har vi også det håb, at når du har Jesus med, så er der ingen kiste, så er der ingen grav, så er der ingen elendighed eller død, som kan holde på dig.
For i alt dette mere end sejrer vi - Rom. 8,37-39
Latterligt
Det er bestemt ikke svært at forestille sig, at folk har rystet på hovedet, når de første kristne kom rundt i hele romerriget med deres nyfundne tro.
Måske har folk været lidt spændt på at høre, hvad det her, som de havde hørt rygter om var for noget. Men da de første åbnede munden og begyndte at tale om det allervigtigste, der skete sidste gang der var påske.
Hvad siger du? Døde din Gud? Ej, hvad er det, du siger til mig? Det er da for åndsvagt. Døde Gud?
Nej, jeg går igen. I aner ikke, hvad I snakker om. I hvilken verden skulle Gud kunne dø? Og så skulle det være menneskers værk? Ej, det gider jeg ikke engang tage stilling til.
Det er derfor, at Paulus skriver som han gør i 1. kor. 1,22-23.
Budskabet om at Gud døde er en forargelse for jøderne. Siger du vores Gud er så lille, at han skulle kunne dø ved menneskers værk på et kors. Blasfemi
-
- kor 1,24-25 - men for os er det Guds kraft og visdom
Og det vel ikke særlig svært at mærke, hvor tosset det lyder. At Gud skulle kunne dø? At Gud skulle kunne ligge der livløs, at vi skulle kunne holde en begravelse for ham, lægge ham i en kiste og i graven.
Det er så modsat vores tanke om en almægtig, evig og usynlig Gud, at Gud er død. Mærk lige idiotien, mærk lige forargelsen
Håb
Hvordan skulle man kunne sidde i et rum med en kisten og sige farvel til den, som man elsker?
Hvordan skal man kunne gå et liv i møde, som man ved indeholder tab, sorg og død. Og som vi ved ender vi en kiste?
Jo, det kan vi, fordi vi ved, at det hele ikke er håbløst.
Vi tror jo ikke på en gammel bedstefar Gud, som lidt halvsenil sidder højt på en sky og knap kan overskue selv de mindste problemer.
Vi tror ikke på Gud, som en univers-kraft, der sådan lidt udefinérbart kan give kræfter.
Vi tror på en almægtig personlig Gud, som har lovet at være os nær midt i livet sværeste og dybeste mørke.
Vi tror på en kærlig himmelsk far, som har så stor kærlighed til os, at han valgt at blive en del af vores mørke.
Og tillade al verdens mørke at ramme ham - ja, helt til døden.
Vi tror på en Gud, som døde i vores sted. Som valgt at blive opslugt af den død, som enhver af os står overfor.
-
Farmor
-
Hun bliver næste år 90 år, og har altid været den her ihærdige og meget arbejdsomme kvinde, der det meste af sit liv har arbejdet på en gård i Sønderjylland med hendes mand, som næste år bliver 95 år.
Sidste efterår var hun meget tæt på at dø og lå en del på sygehuset. Og nu her på den anden side af det hele, hvor hun virkelig har det godt igen, så spurgte jeg hende ind til det her, hvordan hun havde det dengang?
Og jeg spurgte hende, hvilken rolle Gud spillede for hende midt i det her, som hun også troede var de sidste dage af hende liv her. Og hendes ord overraskede mig meget.
For hun kiggede på mig, og så sagde den her kvinde, som jeg har kendt hele mit liv, og kendt mine farmor og farfar som de her trosforbilleder. Hun kigge på mig og sagde: det føltes så fjernt og langt væk. Der var ingen fred for mig - kun angst.
-
Jeg ved ikke, hvad du er fyldt af eller hvilke følelser som vi kan bliver ramt af. Men vi skal ikke føle sejrsfølelser eller have indre fred får Gud er der.
Vores håb er ikke på vores egne oplevelser, vores egne følelser eller noget i den stil. Det hviler på, at han som døde blev levende. Og derfor er det intet, der kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.
-
Kisten
For i det her liv, håber vi på meget, men en ting ved vi.
Vi kan håbe på mange forskellige ting. Ting vi drømmer om at blive. Ting vi håber på at opnå. Mennesker vi satser på skal være en del af mit liv.
Og nu er det ikke for at være nedern, men en ting ved vi. Og det er, at vi kommer til at være i et rum med en kiste en dag.
-
-
Intro
-
-
Ja, jeg er klar over, at den her start måske var sådan til kanten for nogle af jer.
Men prøv lige at mærk det groteske i det her. Gud døde! Vi tror på en Gud, der døde. På et kors, naglet fast af små romerske soldater, han himlens og jordens skaber. Og han døde!