Please enable JavaScript.
Coggle requires JavaScript to display documents.
Hvad skal jeg vælge som kristen - Coggle Diagram
Hvad skal jeg vælge som kristen
Intro
Vi har et lidt udfordrende emne foran os i aften.
For det handler om, hvordan vi lever vores liv. Hvad skal jeg vælge som kristen? Har Gud en ide om, hvordan han gerne vil, at jeg lever mit liv eller hvordan tænker han om det?
For har han det, så er det måske værd at noterer sig inden man går i gang med livet.
Opdragelse
Vi skal som begyndelse på vores aften først registrere, at Gud en af det billeder, som bliver brugt allermest om Gud er billedet far.
Og med det kunne man sige mange gode ting. For det vil vise os at Gud er omsorgsfuld. At han er beskytter og forsørger
Men det vi skal noterer os i aften er, at billedet med Gud som far også peger os i retningen af, at Gud vil være opdrager.
Vi finder det fra GT til NT. Men særligt centreret her i 5. Mos. 8,5, at Gud vil opdrage os.
Og nu ved jeg jo ikke lige, hvordan du har det med et ord som opdragelse. For mange af os forbinder det måske ofte med, at der bliver noteret sig, hvis noget ikke var i skabet og så bliver man opdraget ved at man mærker konsekvensen af det.
Men jeg tror nu nok vi lever i en tid, hvor det med opdragelse er bredere end det og godt for det.
For opdragelsen handler jo ikke først og fremmest om at skræmme væk fra det dårlige. Men det handler om at guide børn væk fra det, som er ødelæggende og hen til det, som er godt og opbyggende.
Når jeg viser min søn, hvordan man laver aftensmad, så er det opdragelse. Når jeg lærer dem at dele med hinanden ved selv at være et eksempel til efterfølgelse, så er det opdragelse.
Og ja, så er det også opdragelse, når jeg taler med det om det, som er udenfor skiven. Men jeg får ikke meget ud af at få dem til at føle sig dumme og dårlige, når det er tilfældet.
Guds omsorg
Så måske vi lige skal have rettet vores forståelse lidt ind, når vi tænker på Gud som den opdragende far. For det er jo i bund og grund et udtryk for Guds omsorg.
Ikke nok med, at han kunne være blevet i sin høje himmel og langt fra alt det bøvl, som sker her i jorden.
Han kunne jo også have efter at have ordnet det meste i påsken og gjort klar til frelsen. Så kunne han jo have sat sig langt væk igen og satset på, at vi ses når vi dør engang.
Men det var aldrig Guds hjerte kun at frelse os engang.
Hans hjerte er at have fællesskab. Og derfor sendte han også Helligånden i pinsen.
Fordi hans tanke var ikke kun at have fællesskab i evigheden, men at have fællesskab fra nu af og til evig tid.
Og derfor er hans hjerte også som en himmelske far, han er, at hjælpe os med at navigerer det her liv med alt det fantastiske højdepunkter og alt dens bøvl.
Som en god far, der ønsker at lede sine børn udenom det, som ødelægger for meget og hen til det, som giver liv og bygger op.
Ikke som en hård sensor med blik for de røde streger, men som en kærlig far med blik for fremtiden og livet.
Synd
Det er også derfor, at det er lidt spøjst, hvordan tro, Gud og kristendom for så mange af os udelukkende har centreret sig om synd.
Som det er den eneste guideline, der er givet os. Lad være med at synde, så er du på rette vej.
Men det er jo virkelig et dårligt fokus - for så bliver Gud jo mere sensor end far, hvis det er sådan vi fokuserer.
Forestil dig at vokse op i et hjem, hvor det hele handlede om, at man mest skulle sørge for ikke at lave fejl. Og det var fokus på det hele.
Nogle af jer er med garanti vokset op i et hjem, hvor det var oplevelsen, og I ville kunne fortælle, hvor presset man kan blive over at leve sådan.
På plads
Og derfor skal vi lige begynde med at have det her med synd på plads. For er det ikke vigtigt at tale om? Og er det ikke i centrum af kristendommen?
Jo, det er bestemt vigtigt, men det er ikke centrum i kristendommen. Guds kærlighed er i centrum og hans frelse er i centrum.
Hvad synd er i centrum af er det problem, som vi har. For ja synd er det, som skiller os fra den almægtige hellige Gud.
For Gud skabte verden god, og det som Gud har defineret som synd er det som ødelægger skaberværket. Det som ikke var meningen med skaberværket.
Og på den måde kan de fleste af os sagtens opdage, at der er ting herinde, som er ødelæggende, og som jeg bringer ind i verden. Jeg ødelægger ting for mig selv, bevidst ubevidst. Jeg ødelægger ting for andre, bevidst ubevidst.
Der er mørke herinde.
Men det døde Jesus for. Han betalte for det, så vi overfor Gud med det her plettede liv, kunne stå som skyldfrie og frelste.
Og derfor er synden ikke længere i centrum af kristendommen. Det har Jesus sørget for.
I stedet er troen på Jesus i centrum af kristendommen. For det er nemlig det hele afgørende for, om vi er frelste eller fordømte, om vi er med eller ude, om vi er skyldige eller uskyldige.
Syndens plads
Det er også derfor, at Paulus i Rom. 6 kan svinge sig op til at sige, at vi er døde for synden. Rom. 6,10-11
For selvom den stadig er en del af mit liv, så kan den ikke holde fast i mig. Og Paulus taler så radikalt om det her, at han lige bliver nødt til at understrege, at det selvfølgelig ikke er ligegyldigt, hvordan vi lever.
Men det er af en helt anden grund end om vi bliver frelst eller ej. For det har udelukkende noget med tro at gøre.
Det er også derfor, at vi skal passe på med lægge for hårdt tryk på det med synderne. For det er ikke det der frelser eller ej. Det handler om troen.
Hvilken rolle spiller det så om jeg giver efter for synden eller kæmper imod synden kunne man jo spørge?
For synden får ikke Jesus til at slippe sit tag i mig? Jeg engang et skrækkeligt billede på det her: hvis vi holder fast i synden og Jesus, så slipper Jesus.
Det er ikke bibelsk. For Jesus mente det, da han sagde tro på mig, så har du evigt liv.
Men heb. 3 kalder det for syndens bedrag, fordi når vi giver op på kampen og lader synden få frit løb, så har den det med at bedrage os. Vende op og ned på ting. Få de rigtige til at se forkert ud og omvendt.
Jesus slipper ikke, men vi kan finde på at slippe, fordi synden kan bedrage os til det.
David
En af de allertydeligste fortællinger fra Bibelen omkring det her er historien om Saul og David
Sauls liv som konge i Israel begynder meget lovende og tæt på Gud, men jo længere historien skrider frem, jo mere giver Saul efter for forskellige ting, som han godt ved er forkert.
Og den ene beslutning tager den anden og han giver sig selv lov til flere og flere ting. Og til sidst finder han sig så begravet i sin handlinger, at han også vælger Gud fra.
Historien om David forløber meget på samme måde. David er tæt på Gud, og vi hører i Samuelsbøgerne, hvordan David ofte spurgte Gud til råds.
Men også han begynder at efterlade Gud i baggrunden. Vi har historien om Batseba, hvor den ene dårlige beslutning tager den anden. Og det som startede med et fejltrin blev efterfulgt at mere af samme slags.
Hvorfor? Jo, fordi når vi beslutter os for at give efter og ikke kæmpe imod vi ved er forkert, så har synden det med at bedrage til at gå længere ned af en sti, hvor der kun er mere af samme slags.
Og historien om David sluttede ikke bare med et indre begær, men med løgn, ægteskabsbrud og mord.
Men historien om David - til forskel fra Saul - er til gengæld en historie om, hvordan der altid er vej tilbage til Gud. For David forlod det vej, han var slået ind på og bad Gud om tilgivelse.
Nøjagtig som vi kan få lov til at gøre det.
Pejlemærke synd
Og på den måde er vi tilbage ved åbningsproblemstillingen. Hvad skal jeg vælge som kristen? Hvordan guider Gud mig?
Og min påstand om, at det er spøjst, hvordan vi kan finde på at sætte synden i centrum for det.
Jeg ved jo af gode grunde ikke, hvad der foregår på indersiden af dig, og hvordan du tænker om det, så jeg ved ikke, om du kender det.
Men jeg tror, at der er en del af os - jeg en af dem - som i for lang tid har brugt synd som rettesnor for, hvad jeg skal gøre.
Du ved: er det synd, så gør jeg det ikke. Hvis ikke, så er det ok. Og derved bliver hovedspg. for mig som kristen, hvad er synd og hvad er ikke synd.
Og det er jo godt nok, men jeg tror, at det der sker for os er, at vi så ofte så kan blive fokuseret på, hvad må jeg og hvad siger den sure sensor, at jeg ikke må.
Og endnu bedre: hvor tæt kan jeg komme på linjen uden at krydse den.
Pejlemærke visdom
Og derfor vil jeg gerne tilbyde en anden bibelsk måde at navigere de forskellige livssituationer
I sidste ende skal vi se på Jesus. Men vi starter bare lige kort i GT - visdomslitteraturen. Ordsprogenes bog og salmernes bog
For I de to bøger er de ikke særlig interesseret i at tale om synd og ikke synd, men i stedet om en vis måde at leve på og en tåbelig måde at leve på.
Og er det ikke mange gange bedre at gå efter at leve et liv med visdom end blot forsøge at undgå at synde.
For vi ved jo godt, at der er mange forskellige situationer, som ikke i sig selv er synd, men som sætter dig i en situation, som ikke giver dig de bedste muligheder for at tage kloge beslutninger.
Det er ikke en synd at drikke alkohol, men man kan sagtens håndtere den slags tåbeligt og vist.
Det er ikke en synd at sove i samme rum alene med en af det andet køn, men er det vist eller tåbeligt?
Og sådan kunne vi tage flere forskellige emner. Samtidig tror jeg også, at det kan være godt nok at få flyttet fokus fra om det er indenfor eller udenfor til om det er tåbeligt eller vist.
For det her handler ikke om, om vi nu har en sensor i Himlen, der er tilfreds med os. Det handler om, hvordan vi sætter os selv op til en liv levet med visdom og ikke tåbelighed.
For det er, hvad vores gode himmelsk far ønsker for os. For vores skyld og for dem som er omkring os.
WWJD
Det var også derfor man i 90'erne snakkede om den her måde at se det på: WWJD
For det at være kristen er at følge Jesus. Så spørg ham til råds i de ting du står i. Følg ham i dine livsvalg.
Og sæt ikke synden i centrum, men visdommen, Guds kærlighed og tilgivelse.