Jeg er fuldstændig vild med påske. Det er virkelig en fantastisk ting at få lov til at fejre hver eneste år.

Sangene, der bare skal synges. Og påsken, der bare skal fejres.

Og ja, det er den samme historie hver eneste år. Men jeg elsker den historie. Og der er heller ingen historie, som denne.

Den satte den hele verden på den anden ende og efterskælvene efter denne historie kan stadig mærkes på fuld tryk den dag i dag.

Men for at forstå, hvad der satte det hele på den anden ende, så skal vi stoppe her inden det hele for alvor begynder.

Det er tidlig morgen og der er ikke meget der støjer rundt omkring i landet.

Et par kvinder har været forbi en købmand og brugt et par hårdt tjente mønter på nogle vellugtende salver, som de begiver sig på vej ud mod graven med.

Imens ligger Pontius Pilatus nok og sover. Veltilfreds over, at det lignede en opstand blev opløst i fredags. Ingen ballade er lig med en god dag på kontoret.

Saulus, som vi senere kommer til at kende som Paulus, er i Jerusalem for at fejre påske med sine venner, der som han er en del af den religiøse elite i Israel.

En romersk soldat Cornelius er nok vågnet til dagens opgave det sted i landet er han udstationeret. Og håber på en dag uden de store overraskelser.

Langt væk sidder kejser Tiberius Cæsar og kunne ikke være mere ligeglad med, hvad der sker eller ikke sker i en lille flække af sit store rige.

På samme tid finder flere af disciplene, heriblandt Thomas, sig på vej væk fra Jerusalem. Han havde set hans Rabbi, Mester, bliver taget til fange og han lagde hurtigt 2 og 2 sammen. Kunne de tage ham, så kan de også tage mig.

Andre af disciplene er samlet i et hus i Jerusalem. Hvor de sidder og tænker de samme tanker. Og det med spørgsmålet, hvad gør vi nu?

Prøv lige at forstil dig et sammenbrud, du lige er gået igennem

De havde egentligt levet deres liv, som det nu så ud. Fiskeri eller hvad de nu havde beskæftiget sig med. Og så var han kommet forbi. For nogle af dem var historiens omdrejningspunkt et stort mirakel for andre var det bare ordene havde sagt til dem.

Men de var fuldt med ham. De havde troet ham, at det var noget stort i vente.

Dagene var blevet til uger og måneder og det hele blev til år, hvor de havde set Jesus samle den ene store skare efter den anden og tale vidunderlige ord om Guds kærlighed, men også tankevækkende fortællinger om himlen og om Guds tilgivelse.

De havde set ham gøre grænsesprængende mirakler, som de aldrig i deres vildeste fantasi havde drømt om, at deres øjne skulle se.

Han havde gået på søen foran dem. Han havde lavet 5 brød og 2 fisk til et festmåltid til tusinder imellem hænderne på dem. Han havde sågar oprejst en ven fra de døde.

Og stille og roligt var en tanke begyndt at vokse på dem. Er han mon den, som de venter på. Guds søn - Kristus. Ham som skal frelse os?

For nogle af dem var den vokset frem hurtigt og klart for andre tog det noget tid. Men forventningen til, når Jesus endelig skulle træde frem som kongen, de alle havde ventet på, levede i dem alle.

Og de havde været der, da det skete. Da Jesus palmesøndag havde redet ind i Jerusalem til jubelråb, som tydeligt forkyndte for alle, at nu kommer han.

Blodet havde pumpet i deres årer og de havde mærket glædet boble i hjertet. Nu trådte han endelig frem på scenen og alt det vi have ventet på, skulle blive tydeligt for alle.

Og derefter nåede de knap at blinke med øjnene før Jesus hang på et kors og alt var forbi.

Jesus var ikke bare slået ihjel. Det var der hurtigere og mindre omkostningsfulde måder at gøre på.

Når romerne naglede nogle til korset, så var det for at ydmyge dem. For at ødelægge alt, hvad de stod for. For at vise alle i nærheden, at den her mand er ødelagt. Stod han nogensinde for noget, så har vi ødelagt det.

Efterfølgende ville de lade ham hænge, så alle kunne se, hvor foragtelig den korsfæstede var. Han var derefter føde for fugle og dyr indtil resten blev smidt i en stor fælles grav. Slettet fra historiens hukommelse.

I Jerusalem sidder Nikodemus og Josef af Arimatæa. De havde også troet i det skjulte på Jesus, men da han viste sig ikke at være den de ventede på havde de betalt romerne for at få lov til at tage Jesus ned at korset og begrave ham i en familiegrav.

Han viste sig ikke at være Guds søn alligevel, men han var en god mand, og skulle ikke hænge der på korset og være føde for fuglene.

Og nu sad dig der hver især med 3 forspildte år, en illusion der var bristet og en million tanker om, hvad de nu skulle fortage sig resten af livet. De havde opgivet deres job og sikkerhed for hvad? For ingenting.

Et andet sted i Jerusalem sidder Jesu mor, Maria. Hende som en engel havde talt store ord til om det liv, som begyndte at vokse i hendes mave. Og nu var billederne på nethinden nogle helt andre og mere brutale af slagsen. Hun havde set sin søn gå hvert eneste skridt af vejen. Ind i døden