Når man ikke kan tro
Intro
Vi skal have fat en sværvægter i aften. Hvad vil det sige at tro? Og hvad når man ikke synes, at man kan tro?
Vi behøver ikke dykke ned i vigtigheden af at tro på Gud. Der er nogle vilde løfter involveret, når vi taler tro.
Men hvordan ved man egentligt, at man tror? Og hvornår er det nok det med troen?
I får lige en påstand her til at begynde med: Jeg tror, at vi ofte tror, at det kræver mere at tro end vi burde tro.
Jeg tror, at vi gør det mere besværligt for andre og for os selv ind i mellem end det egentligt er.
Troen
Og hænger spørgsmålet ellers i luften. Tro! Hvordan ved man egentligt om, man gør det? Og hvor stor tro, skal der så egentligt til for at kunne sige, at det gør man?
Og er det ikke ofte her vi hænger? Hvordan ved jeg egentligt om jeg tror på Gud? Og hvordan ved jeg, om troen så også er stor til, at man kan sige, at det er tro?
Og hvad hvis der er for meget tvivl? Så kan det vel ikke være rigtig tro?
Vi lever i en del af verden, hvor netop de der spørgsmål i høj grad kan gøre os usikre på, hvor vi lige står henne.
Jeg har jo ikke forstået alting. Eller: Jeg tror jo ikke meget. Jeg tvivler en del. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg tror. Jeg er ikke troende, men måske.
Og jeg skal være ærligt at sige, at er der noget, der også har spillet en rolle i mit liv, når det kommer til Gud, så er det de her spørgsmål. Hvordan ved jeg, at jeg tror? Og hvor stor skal den være?
Ikke eneste
Det kan være noget frygtligt bøvl og man kan næsten helt blive i tvivl om, om det man troede var tro også er tro.
Har du det sådan, så vil jeg bare sige, at så er du på ingen måde den eneste, der har det sådan eller har haft det sådan.
Og hvis du tror, at du er den eneste, som har oplevet at tvivle på Gud og at tvivlen både hang ved og måske endda nærmest overskyggede det hele.
Jeg har lyst til at begynde med at være helt tydeligt her. Tvivl diskvalificerer dig ikke hos Gud. At du synes det svært at tro heller ikke. Det gør det heller ikke, at du er i tvivl om du tror rigtigt.
Vi skal I aften have lov til at se, hvad det vil sige at tro på Gud. 1. Joh. 5,13 - vi kan være der, at vi kan vide. Ikke bare håbe eller krydse fingre.
Og jeg har lyst til, at vi alle midt i al vores forskellighed og alle vores kampe og alt vores bøvl med tro og tvivl. Kan få lov til at se, hvad det egentligt vil sige at tro. For jeg tror, at der er mange af os, som tror, at det kræver mere at tro end vi burde tro.
Og samtidig, så er jeg klar over, at vi er så forskellige, som vi er folk herinde. Nogle aldrig, andre altid. Andre igen tvivler på, om jeg tror. Andre på Guds eksistens.
Ægteskabet
Hvis nogen spurgte mig, er du gift med Linda, så ville jeg nok ikke svare - vent, det skal jeg lige finde ud af. Lige mærke efter.
Nej, jeg ville højest sandsynligt sige ja og hvis de havde brug for at vide, hvorfor det er sådan, så ville jeg pege hen på et stykke papir - vores vielsesattest.
På samme måde kan man sige om det at være kristen - Hvis vi spørger, hvordan kan du vide, at du er kristen, så pege hen på et stykke papir. Bibelen
For i Bibelen giver Gud den ene løfte efter det andet på, at han vil mig. Vi har alle de har løfter om, at hvis vi vil Gud, så har han gået til utrolige længder for at ville være sammen med os.
Det er sådan set også det - det stykke papir de fleste af os har, hvor der står dåbsattest på - viser. At Gud vil os, hvis vi vil ham.
Troen
Og så er spørgsmålet sådan set blot - vil du Gud? Og det er den anden del af spørgsmålet om, hvad det vil sige at tro. Jeg ved, at Gud vil mig. Men vil jeg Gud? Tror jeg på ham?
Så hvordan ved man, at man tror på Gud og vil ham?
Ja, det er et godt spørgsmål. For er det en viden eller overbevisning det handler om? Eller er det en følelse? Eller en grundindstilling?
Man kunne også have spurgt mig, hvordan jeg ved, at jeg elsker mig kone? Hvordan jeg ved, at vi er gift? Og vi kunne have dykket ned i oplevelser og følelser og sus i maven. Og alt sammen godt, men jo ikke noget, der er der hele tiden.
Og skal man sammenligne troen, som Bibelen gør igen og igen med en relation og ægteskabet, så vil jeg pege hen på det, som ægteskabet er bygget på, nemlig det ja, der gives.
Hvad er det første, der bliver spurgt om efter det der med som hos dig står til din ægtehustru. Vil du elske..
Jeg spørger ikke nogle af det, om de har oplever nok til at elske, om de kan elske og ære eller om de altid føler, at de kan elske. Jeg spørger om de vil. Og det de lover hinanden er at ville elske.
Og det er det, jeg vender tilbage til hver eneste dag, når det handler om ægteskabet, at jeg hver eneste dag vælger at ville elske. Med oplevelser og følelser en masse dage, men også i de svære perioder, at ville elske.
Samme
Og man kunne sige det samme om troen på Gud. Vi ved, at han vil os på fuld smadder, så spørgsmålet er, om vi tror på ham. Og vi kunne kigge efter oplevelser, følelser og sus i maven. Alt sammen godt, men ikke noget, der er der hele tiden.
Spørgsmålet er ikke, om vi synes vi kan tro på ham. Spørgsmålet er rent faktisk om vi vil det. Vil tro på, at han vil hjælpe mig. Vil gå ind i en relation med ham.
En af mine yndlingsberetninger netop omkring det her er fra Mark. 9, hvor Jesus møder en far, som kommer løbende.
Den der tror - og så er han jo på den, for nu skal han finde ud af om han tror eller ej. Og er det godt nok eller hvad? Og så siger han det dummeste og bedste han kunne sige. Jeg tror, hjælp min vantro.
Den her far kunne ikke finde ud af tro. Havde ikke forstået det eller kunne mærke det. Men han ville gerne tro og så sagde han det og sagde, at Jesus måtte hjælpe med at tro.
Og jeg tror, at vi her har udgangspunktet for troen. For Jesus siger ikke til ham, at han så smutte og komme tilbage, når han har fundet ud af, om han gør det eller ej. Nej han godtager hans tro, som kan ligge på et meget lille sted. Vil du tro?
Det er også det jeg fortælle mine konfirmander, som skal stå og sige ja til at blive konfirmeret i den kristne tro. Jeg spørger ikke, om de forstår det hele. Om de føler den, når vi synger eller beder. Jeg spørger, om de vil tro. Kan de sige ja til det, så er det tro.
Det er også her, at jeg igen og igen er vendt tilbage til, når jeg har skullet finde ud af, om jeg rent faktisk tror. Ikke om jeg kan tro - for det virker ikke altid til, at jeg kan. Men vil jeg tro? For så har jeg også en Gud, som vil hjælpe mig med det.
Mere
Og så er det klart, at der er mere at sige. Ligesom min relation med Linda og er super kedelig og nedern, hvis jeg ikke giver det plads og går på opdagelse i relationen. Men udgangspunktet er, at det handler om vil vi det.
Det er også derfor, det er sådan lidt at omtale andre som ikke-troende for det ved vi jo faktisk meget lidt om med mindre de har sagt noget.
Det her handler ikke om, om man ikke bander. Det handler ikke om, om man opfører sig som en kristen. Det handler ikke om, om man nu passer ind i alle kasserne og synes lovsang er det fedeste.
At tro på Gud handler om, om man vil tro på ham og gå ind i en relation med ham.
Jeg snakker med vanvittigt mange mennesker hver måned, fordi døbt eller viet. Og spørger også ind til det med Gud. Og mange har den her ting: tror ikke sådan meget, men..
Og så kommer der mange ting efter det men - Men langt langt de fleste af dem har bedt flere gange i deres liv. Vi snakker lidt og jeg plejer at sige, at der er mange der har svært ved at sige, at de tror på Gud, men mange, at de håber på Gud.
Og det giver mening - jeg ved ikke, om jeg kan tro, men jeg håber, at han er der. Jeg håber, at han kan hjælpe. Jeg håber, at han har styr på det efter døden. Vil du tro?
I Åb. 3,20 har vi det der med, at Jesus står og banker. For han vil gerne have en relation, men han forcerer ingenting. Men lukker vi op for ham - vil vi relation med ham. Så kan vi bare bede ham komme ind og så kommer han også ind.
Tvivlen
Men så er der det med tvivlen. For selvom vi tror på Gud, så har tvivlen det alligevel med at snige sig ind.
Og det gør vi af forskellige grunde, men der er ligesom to former for tvivl. Tvivlen der retter sig mod, om Gud overhovedet er der og tvivlen om jeg nu også tror på Gud.
Og tiden flyver, men I skal bare lige have lov til at få et par pointer omkring tvivl.
Først og fremmest, der er ikke noget farligt ved at tvivle. Tvivl er ikke det modsatte af at tro. Det er ikke-tro. Tvivl er troens følgesvend.
Og det er en del af det tro på noget. Jeg tror også på de venskaber jeg har, men det har jeg da også tvivlet på. Og tror på kærligheden, men også tvivlet på.
Matt. 28,16-17. Er I idioter eller hvad? Han er lige der, hvorfor tvivler I? Fordi det er en del af det at tro.
Og kunne godt spørge, hvordan Matthæus ved, at nogle tvivlede? Jeg tror ikke siddet og kigge de andre i øjnene og set efter, hvem ser forvirret ud. Uh, det er Thaddæus. Hvorfor ved han det? Ja, de har nok snakket om det.
Vi kunne også hoppe hen til Matt. 11,1-6 - Ham her har stået og sagt: se der er Guds lam. Peget på Jesus og selv han kommer i tvivl.
Der er ikke noget mærkeligt i at tvivle på Gud. Ikke noget farligt i det. Naturligt.
Undersøg
Ja, hvad gør man egentligt lige tvivlen. Jeg tror, at jeg vil pege på et par ting, som vi kan lære af Johannes omkring det.
Vejle - autoværksted - kun problem, hvis ikke gør noget ved det.
Jeg huske, at jeg sagde en gang til en amerikansk ven, som besøg af lige om lidt, at jeg kæmpede lidt med tvivlen og så kiggede og sagde: ej, hvor spændende. Og jeg havde det lidt sådan - ikke hørt, hvad jeg sagt?
Men hans tilgang til det - der er noget på spil og gad vide, hvad Gud vil gøre ind i det?
For vi har lidt to muligheder, når vi oplever tvivlen. For enten kan vi tage fat i tvivlen og sige: godt, hvad er der på spil her. Og så bruge det som en anledning til at undersøge dybere og bedre.
Få søgt svar på det, som det er roden til min tvivl. Det er det Johannes gør. Han taler med hans venner omkring det. Undersøger og søger svar. Og i sidste ende, som beder han også Jesus om at give ham svar. Han bliver i relationen til Gud, men går kritisk til værks. Er det som jeg tror eller som min tvivl får mig til at frygte
Undersøg, vær nysgerrig, vær modig og åben. Stil spørgsmål. Det er ikke farligt at være kritisk eller undersøge tingene. Der er ingen farlige spørgsmål. Og i sidste ende, så har Jesus jo sagt, at han er vejen, SANDHEDEN og livet. Og så må han jo også kunne holde til, at vi stiller spørgsmål.
Sumpe rundt
Se, om der er gode svar eller hvordan det ser ud. Og i sidste ende, find ud af, hvad der er vigtigst at vide om holder. Eksempelvis Jesus opstået fra de døde, hvis det er sandt, så måske også lidt mere troværdigt, at han gik på vandet.
Den anden mere nedern mulighed, når tvivlen rammer er, at vi enten pakker den sammen eller bare kun vil være i tvivlen uden at finde ud af med et åbent sind om det holder eller ej.
I begge tilfælde, så lader vi bare tvivlen råde og giver den al magt. Enten fordi vi kun vil se den eller fordi vi ikke tør at se den. Så overgiver vi os til tvivlen og så er det, at den æder troen.
Så brug tvivlen som en anledning til at undersøge, være nysgerrig, modig og åben.