I inflammationsfasen bliver det ødelagte væv opløst og fjernet, og organismen opbygger et miljø omkring det ødelagte område, så det er egnet til at danne nyt væv. I dagene efter en skade sker der en tilstrømning af en lang række celler. De hvide blodlegemer er de første celler, som i løbet af få timer kommer til sårområdet. Deres primære opgave er at bekæmpe de fremmedlegemer og bakterier, som er i og omkring såret. De hvide blodlegemer frigiver en række stoffer, der kan opløse de beskadigede væv, og det øger muligheden for heling. Hvis man har fået et mindre sår, så varer denne fase kun tre til fire dage. Har man fået større sår, eller kommer der komplikationer, så kan fasen vare længere tid.
Senere kommer monocytter og makrofager til, som sammen med de hvide blodlegemer renser sårområdet for bakterier og andre fremmedlegemer samt regulerer dannelsen af nyt væv i sårområdet.