Please enable JavaScript.
Coggle requires JavaScript to display documents.
At underordne sig - Ef. 5,21-33 (Hovedet (Jeg tror faktisk, at han har fat…
At underordne sig - Ef. 5,21-33
Intro
Et af de mest misbrugte vers - kvinde kend din plads.
Læse dem først: Ef. 5,21-33 - standpunktsleg.
Handle om forholdet mand/kvinde. Specielt i ægteskab/forhold. Det er ikke særlig betændt idag.
Mand/Kvinde
Jamen er Gud ikke en mand? Nej.. Vi siger kun ham, fordi sådan refererer Jesus til Gud. Ikke som en mand i menneskelig forstand, men som en far. Han har faderlige træk. Han er beskytteren bl.a. Gud er ikke en far, men som en far. Som en far for os
Godt forstå svært: ikke georg gearløs og lille hjælper. Hjælper: på at være ensom. Svarer til: hans lige. Mand og kvinde er helt lige og lige værdifulde.
Hov, hov.. Men glemmer du ikke den anden del? Nej, lad os læse: 1 mos. 2. Se: kvinde er hjælper til manden
Gud skaber mennesket i sit billede. Som mand og kvinde. Der er noget guddommeligt over begge køn. Ikke den ene mere end den anden. Men begge køn. Mand og kvinde er helt lige. Ikke ens, men helt lige.
Det her siger ikke noget om forholdet mand/kvinde generelt. Kvinder underordne sig alle mænd - nej, det handler om jeres mænd (altså ægteskabet)
Du skal underordne dig. Håber, når færdig i dag vi fatte ikke tilfældet. Det handler både om til mænd/kvinder det her. Måske mændenes hårdest.
Inden sådan i krig, så rettet nogle misforståelser ud. For første, nogle af mest misbrugte vers igennem tider til at få kvinder til at kende plads.
Men samtidig, så bliver Gud også sammenlignet med en mor. Es. 49,15 eller Matt. 23,37b. Når der står: msk. skabt i Guds billede, så fordi Gud lagt sine egenskaber, kvaliteter ned i både mænd og kvinder. Men vi er ikke ens.
Mand og kvinde er fuldstændig lige overfor Gud. Begge skabt i Guds billede.
Tænk, at Gud tusindevis af år før det blev moderne havde ligestilling. Tusindevis af år kvindeundertrykkelse. Ingen går imod det. Opdager det for 100 år siden - og hov det stod jo først i den bog vi kalder Bibelen. Jo, Gud har styr på det.
Spørgsmål: Er det ikke lidt mærkeligt - taget så lang tid at fatte for os? Hvad tror I grunden til det er?
Vi ser i 1. Mos 3,16ff, hvordan det ulige skel mellem dem er en konsekvens af syndefaldet.
Underordne sig
Gå i krig: ikke kun til kvinder eller mænd. Men begge køn. v21 bliver overskrift for det næste. Hinanden. Det gælder begge. Det er kristne husorden - hvordan leve med hinanden. Ikke slå hinanden i hovedet med, men noget til den enkelte.
Først se: ikke du få mand/kone til at underordne sig dig. Nej, det er talt til personligt. Du skal gøre noget - underordne dig. Det er en individuel udfordring til begge parter.
Alt næste udspringer fra v21 - ses tydeligst i v22, hvor udsagnsordet "at underordne" ikke er. Der står bare kvinder under jeres mænd. Under forbillede, som kirken under Kristus.
Store danske: anbringe i en position som indebærer et afhængighedsforhold til noget andet, fx en magt eller en myndighed, eller som er forbundet med mindre omfattende betydning end noget andet
Det handler om, at være afhængig af den anden. Det handler for kvinden om at sætte manden højere end sig selv. Lade hans mål, drømme og behov være vigtigere end hendes egne. Lyder det ikke vanvittigt?
Dø for hende
Og inden I mænd kommer for godt i gang, hvad handler om for jer. v25 - I skal elske jeres hustru, som Kristus elskede kirken. Hvordan var det nu det var? Nå ja, han gik i døden for hende. Endnu voldsommere end kvindens opgave.
For Manden: Ikke bare mål, drømme og behov vigtigere end, men selv hendes liv er vigtigere end hans.
v25: datid (har elsket) tydeligt til korsdøden. Det er forbilledet for en mands kærlighed til sin hustru. At han er villigt til at ofre sig selv for hende.
v25: og helliger den. Sætte til side / reserverer til noget særligt. Gør til noget særligt. Forbillede for ægtemanden. Hvad han gøre med sin hustru. Skille hende ud fra andre kvinder, gøre til noget særligt. Reserverer til noget særligt. Hele troskabsdelen.
Han begynder I det fælles, og slutter i det fælles her. v33 - dobbelte kærlighedsbud. Det er sådant set bare det han udfolder, hvad det vil sige i et ægteskab.
Perfekt billede til dagens Danmark i v28 - plej din hustru, som du vil pleje din krop. Sørg for næring m.m. Ikke gøre noget skader den.
Hovedet
Jeg tror faktisk, at han har fat i noget. Guddommeligt godt råd til ægtefolk eller parforhold. Den gensidige underordning. Der, hvor man underordner sig hinanden.
Jeg tror, at her ligger hemmeligheden i et godt ægteskab.
Men inden lige styr på, hvad foregår hoved mand/kvinde og Jesus/kirken. For hvad handler det om? Jeg skal ikke have en mand til hoved. Vi forbinder det med noget gammelt patriakalsk noget. Ala Big fat Greek wedding - store græske fader. Kvinden er halsen, der drejer, hvorhen hun vil. Gør grin med det.
Men hvad går det ud på?
Jeg præsentere jer for 2 mulige forståelser af det her. Godt sige, hvor jeg læner mig hen. Men ikke i mål med det her.
Forståelse 1: Det er en skaberordning. Ægteskabet et billede på Kristus/kirken (v32). Derfor er der en, som er hoved/autoritet/lederskab. Hørt nogle udlægge det lidt forskelligt. At det handler om, at man finder ud af det sammen, men manden har både ansvaret og pligten, når det kommer til at tage beslutninger. Sådan helt generelt.
Blødere forståelse, at manden har det åndelige ansvar i familien. Altså særligt ansvar for, at kirke/andagtsliv m.m. fungerer. Hans pligt og ansvar. Ikke kvinden: gør noget, men løfter i flok. Men ud fra princippet, hvis alle ansvar ingen ansvar. Det er mandens åndelige ansvar.
Også en tredje mulighed. Hvor det er ikke er teologi han beskriver, men blot en konstatering.
Det er en velkendt faktum, at skellet mellem mand/kvinde på tiden ikke nærheden af lige. Patriakalsk samfund - manden dominerede.
Manden: tydelig familie-hoved. Indkomst og beskyttelse. Indflydelse igennem ham ikke hende. På alle mulige måder tydeligt, at han var hovedet.
Der ikke teologi, men blot en konstatering. I mænd er jo jeres kvinders hoved. Når det nu er sådan, så også ansvaret og pligten, som følger med.
Hvis I vil være, så ikke kun fordelene, men også når svært. Som Kristus gjorde.
I et samfund: kvinde/mand lige (bibelsk vending), dermed også hoved/krop billedet ud. Fælles med Kristus, som hoved.
Jeg: læner mig til den sidste. Erfaring, hvis ikke kvinden tog sig af det, ville ikke være der.
Gensidig underordning
Tilbage på sporet. Hemmeligheden bag et godt ægteskabt - gensidig underordning.
Tanken er den her: Når vi gift kommer to selvstændige personer ind ind med hver sin boks. Boksen: Drømme, Håb, ønsker, mål og behov (
ideer til, hvad det kunne være?
)
Både til ægteskabet, børn, karrierer, tid til hinanden, sexliv, hus, økonomi, fremtid, nutid. Osv.
Dagligt: behov og ønsker for hver dag.
Faren i ethvert forhold er, at man afleverer det her til hinanden. Så bliver det til forventninger til hinanden.
Jeg har en forventning om, at du. Enten sagt eller usagt (slet ikke godt). Forventninger til hinanden. Det lyder som en god ting, men jeg vil gerne anfægte, at det er det.
Hvad sker der, når forventninger til hinanden? Taknemligheden forsvinder. Når møder mine forventninger, så bare det jeg krav på. Det er skidt, når taknemligheden forsvinder.
Eneste vi kan er, at opfylde hinandens krav.
Sætning: Hun skylder mig intet, men jeg skylder hende alt.
Hvordan fungerer
Noget man skal øve sig på igen/igen. Noget i os, som hellere have/forvente end at give.
Første: giv slip på dine krav/forventninger. Det avler kun dårlig samvittighed og frustration.
Del uden fordømmelse, hvad I har af drømme, håb, ønsker og behov. Så I ved det. Men giv slip på forventningen om, at de bliver mødt.
Og så opgave: hvor meget kan jeg gøre for at opfylde hans/hendes drømme, håb, ønsker og behov? Uden at forvente at få noget igen.
Og husk taknemligheden, når den anden møder dine drømme, håb, ønsker og behov.
Gensidig underordning, hvor begge koncentrere sig mere om, hvad den anden har brug for. Det bliver ikke bedre.
Piece of cake? Nej, men det er et valg, man hjælper hinanden med at holde fast i.
Snak - kønsopdelt
For sig selv: hvilke drømme, håb, ønsker og behov har jeg med ind i et ægteskab?
Hvad tænker jeg om hele det her underordne sig-noget?
Er der en pointe i ikke at have forventninger til hinanden?
Lader det sig overhovedet gøre at leve sådan? Og hvad kan man gøre for, at det kan lykkes bare en smule
Er det hele her i Ef. 5,21-33 bare et uopnåeligt ideal?