Please enable JavaScript.

Coggle requires JavaScript to display documents.

Udviklingspsykologi (Erik H. Erikson (Fundamental tillid kontra mistillid:…

- - - - hvor krisen drejer sig om forholdet mellem selvstændig vilje og skamfuldhed og tvivl på egne evner. Forældrene tilskynder nu mere og mere barnet til at stå på egne ben, men må samtidig beskytte det mod oplevelser af skam og tvivl.
      - Initiativ kontra skyldfølelse: 3-5 år
        
        hvor barnet skal balancere konflikten mellem initiativ og skyldfølelse. Barnet bliver nu mere målrettet og planlæggende i sine aktiviteter, og faren består i, at barnet oplever skyldfølelse i forbindelse med de mål, det sætter sig.
        
        Flid og skaberevne kontra mindreværd: 6-12 år
        
        hvor barnet skal løse modsætningen mellem flid og skaberevne og oplevelsen af mindreværd og underlegenhed.
        
        Identitet kontra identitetsforvirring: 12-20 år
        
        hvor den unge fra omkring puberteten skal balancere forholdet mellem identitet og identitetsforvirring. I puberteten og ungdomstiden bliver al identitet, man tidligere har stolet på, draget i tvivl.
        
        Intimitet kontra isolation : 20-20 år
        
        hvor den voksne skal balancere forholdet mellem intimitet og isolation. I denne periode kommer kærligheden i centrum ifølge Erikson.
        
        Forplantning kontra stagnation : 30-50 år
        
        hvor den voksne skal løse modsætningen mellem forplantning og stagnation, og hvor Erikson med ordet forplantning dels forstår interessen for at skabe og vejlede den kommende generation, dels mere bredt opfatter det synonymt med kreativitet og produktivitet.
        
        Jeg-integritet kontra fortvivlelse : 50+ år
        
        1 more item...
- - - - Begyndende tilknytning (2-7 mdr.)
        
        Selektiv tilknytning (7-24 mdr.
        
        ifølge tilknytningsteorien udvikler barnet en selektiv tilknytning til de primære omsorgspersoner i 7-24 måneders perioden. Barnets tilknytningsadfærd retter sig nu mod ganske få personer. Når barnet adskilles fra dem, optræder der seperationsangst.
        
        Barnet begynder i denne periode nu at vise, at det tydeligt foretrækker forældrene eller nogle få omsorgspersoner frem for andre. Det smiler, griner og pludre med forældrene og uroliges hurtigt når det tages op af dem. I denne periode begynder barnet også at forvente at forældre reagerer på bestemt måder.
      - Bowlby betrager de to første måneder af livet som en før-tilknytningsperiode, Hvor barnet udviser aktiv tilknytningsadfærd i form af smil, gråd og klyngen sig til mennesker. Børnene har i denne periode ikke noget imod at blive passet af andre end sin mor eller far.
  - - - Observationsundersøgelse
        
        I 1945 rejste Ainsworth til Uganda, hvor hun gennemførte en observationsundersøgelse med 28 mødre og deres børn. Børnene i undersøgelsen var mellem 15 uger og 2 år gamle. Hun besøgte familierne i to timer ad gangen over 14 dage. Her interviewede hun mødrene og observerede samspillet mellem dem og deres børn. På baggrund af sine undersøgelser og sine kvalitative data nåede Ainsworth frem til, at mødrenes omsorg for børnene var afgørende for karakteren af den tilknytning, børnene udviklede. I 1971 gentog hun undersøgelsen, men nu med familier fra Baltimore i USA. Det viste sig, at amerikanske spædbørns tilknytning ligesom børnene i Uganda hang sammen med omsorgen. Undersøgelsen blev tværkulturel og Ainsworth fandt ud af, at hendes fund ikke var afhængige af, hvilken kultur hun udførte undersøgelsen i.
        
        Fremmedsituationstesten
        
        Lokale med legetøj, hvori testen skal foretages, fremvises for forælder og spædbarn.
        
        Forælder og barn er alene. Barnet udforsker lokalet, forælder iagttager.
        
        En fremmed voksen kommer ind i lokalet, taler med forælderen, hvorefter han/hun går hen til barnet.
        
        Forælder går ud. Den fremmedes adfærd er tilpasset barnets adfærd.
        
        Forælder vender tilbage og beroliger barnet, den fremmede går ud.
        
        Forælder går ud. Spædbarnet er alene.
        
        Den fremmede kommer ind og tilpasser sin adfærd efter barnets.
        
        Forælderen kommer ind i lokalet, hilser på spædbarnet og tager det op. Den fremmede forlader ubemærket lokalet.
      - Mary Anisworth var en amerikansk psykolog (1913-1999) der med udgangspunkt i tilknytningsmønstre, foretog en observationsundersøgelse i Uganda og Baltimore (USA) omkring samspillet mellem mødre og deres børn
- - - - 1.Protest. Barnet protesterer og er oprevent. Det græder, leder efter forældrene og er uimodtagelig for trøst. Ofte ledsages denne adfærd af en tilbagevenden til en mere baby-agtig adfærd, en øget klamren sig til sutteklude og bamser og i visse tilfælde også af rokkende kropsbevægelser.
      - Fortvivlelse. Efter nogle dage går barnet over i en fase af fortvivlelse, hvor det er fortsat er ulykkeligt, men mere apatisk og med ringe interesse for omgivelserne.
      - Emotionel frakobling. Efter yderligere nogle dage eller uger begynder barnet at interessere sig mere for omgivelserne, og det synes tilsyneladende at "falde til". Det bliver ikke længere så ked af det, og vil heller ikke med hjem, når forældrene kommer på besøg. knytter sig til andre. ''fornægtelsesfase'',
    - - Opstod i 6-8 måneders alderen når de blev skilt fra deres mødre i 3 eller flere måneder. Hvis de blev tilknyttet igen, forsvandt symptomerne på spædbarndepression. Symptomerne er at de tabte sig og blev mere syge.
      - hospitalisme
        
        Han undersøgte børn på et spædbørnhjem. Her blev børne passet af sygeplejesker efter 7 måneders alderen. Sygeplejeskerne skulle tage sig af op 7-11 børn på en gang. Børne lå i deres senge og kunne kun se loftet. Børnes UK faldt på spædbørnehjemmet. Dette kaldte han hospitalisme. Det er en standsning af udviklingen. Tilstanden var kendte tegnet med selvstimulerende adfærd, trak sig fra omgivelserne.
- - - - Vanrøgt
        
        Barnet understimuleres, forældrene ikke tilfredsstiller barnets behov, barnets sproglige, kognitive og senso-motoriske udvikling forsinkes, dårlig ernering hos moderen. men med en fortsat vanrøgt og mangel på indføling fra forældrene, forstærkes de yderligere. Det vanrøgtede barns symptomer svarer i de værste tilfælde til de hospitalismesymptomer, vi beskrev ovenfor.
      - Fysiske overgreb
        
        Fysiske overgreb drejer sig om, at barnet lider skade på grund af den måde, forældrene behandler det på eller som følge af deres undladelser, for eksempel i form af manglende opsyn. Ofte opstår overgrebene i forbindelse med forældrenes desperate forsøg på at sætte en stopper for barnets grænsesøgende adfærd, eller barnet bliver tillagt negative egenskaber og bliver brugt som én, de andre i familien kan afreagere på.
      - Psykiske overgreb
        
        Forældrene opfatter barnet negativt, De tillægger måske allerede fra fødslen barnet dårlige egenskaber og udsætter det for afvisninger, Forældrene udsætte barnet for psykisk vold , true barnet med trusler om straf og adskillelse. Forældrene kan være følelsesmæssigt utilgængelige og præget af svære psykiske problemer, eller de kan bruge børnene til at tilfredsstille deres egne følelsesmæssige behov.
      - Seksuelle overgreb
        
        Seksuelle overgreb møder vi dér, hvor de voksne inddrager barnet i seksuelle aktiviteter, det hverken fysisk eller psykisk er modent til. De seksuelle overgreb på barnet er sjældent fysisk voldelige, selv om de kan blive det, jo ældre barnet bliver, men de får ofte karakter af psykiske overgreb, fordi barnet oplever skyld, magtesløshed og trusler om straf og kærlighedstab, hvis det afslører hemmeligheden.
    - - Det er klæbende, omklamrende, opmærksomhedssøgende barn. Barnet opleves som frygtsomt og "sultent tilknyttet". Barnet er ikke selektivt.
        På trods af barnets stadige kontaktsøgen kan det alligevel have svært ved at tåle nærhed og etablere et gensidigt samspil med andre.
        Barnet slås med modstridende følelser af længsel efter kærlighed og aggressioner i forhold til omsorgspersonerne.
    - - Barnet er ikke særlig krævende i sin kontakt til andre. Det virker fysisk passivt. Det leger ikke meget, og når det endelig leger, er der noget stereotypt og tvangspræget over legen. Den er ikke særlig kreativ
        Affektiv sindslidelse med forsænket stemningsleje, nedsat energi og nedsat aktivitetsniveau. Der skelnes mellem let, moderat eller svær depression.
    - - Ubehagelige episoder ikke integreres eller associeres på normal vis med de øvrige dele af hukommelsen.
        Børn, der har været udsat for overgreb, især af voldelig eller seksuel art, kan have en tilbøjelighed til at benægte eller ligefrem glemme de traumatiske oplevelser.
    - - Børn, der har været udsat for overgreb, især af voldelig eller seksuel art, kan have en tilbøjelighed til at benægte eller ligefrem glemme de traumatiske oplevelser.
        Selve tilknytningen til omsorgspersonerne kan være forsinket, og ængstelse overfor fremmede, der normalt optræder i 6- 8 måneders alderen, kan udeblive.
    - - "De voksne børn" der går ind og overtager forældrerollen. Det kan f.eks. ske i den alkoholiserede familie, hvor barnet sørger for, at dagligdagen fungerer. Herved kan de opføre sig som små selvstændige voksne, der allerede fra 2- til 3-årsalderen kan klare sig selv.
        Med ansvaret kommer også oplevelsen af skyld.
    - - Børn der udviser en stærk destruktiv, urolig og aggressiv adfærd.
        De kan let fejlfortolke andres adfærd som truende eller afvisende og have svært ved at se en situation fra andres synsvinkel. Børnene er ofte præget af rastløshed, koncentrationsproblemer og impulsiv
        Den hyperaktive adfærd betyder ofte indlæringsproblemer og oplevelser af nederlag i skolen.
    - - Børn der påtager sig ofte selv ansvaret og skylden for de svigt og overgreb, de udsættes for. Det sker både i forbindelse med fysiske overgreb, seksuelle overgreb, ved alkoholmisbrug og hos barnet af den psykotiske forælder.
- - - - Kauai-undersøgelsen
        
        Kauai-undersøgelsen var en prospektiv undersøgelse lavet af Emmy Werne og Ruth Smith i 1950’erme. De tog udgangspunkt i en her fødselsårgang (1955) på 698 børn, og indsamlede data om den da de blev født og 40 år frem. To tredjedele af alle børnene (497) udgjorde ikke en risikogruppe, da de levede under normale forhold. Men den sidste tredjedel (201) af børnene udgjorde en risikogruppe, der allerede fra start havde vanskelige opvækstbetingelser. De fleste af børnene i risikogruppen (129) havde i 10 og 18 års alderen udviklet alvorlige indlæringsvanskeligheder og adfærdsproblemer. Dog var den resterene halvdel af risikogruppen (72) uden problemer og blev vurderet til at være glade, socialt velfungerende, succesfulde og omsorgsfulde mennesker. Denne undersøgelse viser at der er risiko og ikke årsagsammenhæng.
      - Der er ingen tvivl om, at negative erfaringer i de tidlige år kan betyde en forøget risiko for problemer senere i ungdommen og voksenlivet. Men læg mærke til brugen af ordet risikere. De negative erfaringer risikere at sætte en uheldig udvikling i gang, der kan føre til problemer på længere sigt, men det behøver på den anden side ikke altid gå sådan- Der er ikke tale om en automatisk eller årsagssammenhæng, men om en forhøjet risiko i forhold til børn, der ikke har de sammen negative erfaringer. Flere undersøgelser viser også, at et skift til et bedre omsorgsmiljø mange gange er i stand til at vende en uheldig udvikling og tilsyneladende reparer på skadelige påvirkninger.
- - - - Eftergivende
        
        Autoritativ
        
        Den autoritative opdragelsesstil er karakteriseret ved, at forældre både er lydhøre overfor børnene og stiller krav til dem. Der er tale om gensidig respekt hvor der bøde tages højde for børnenes og forældrenes behov. Forældrene viser interesse og kærlighed for børnene og indlever sig i deres gøremål. Men de tør også stå frem som voksne autoriteter.
        
        Den eftergivende opdragelsesstil er kendetegnet ved, at forældrene stiller mange krav til børnene, men i modsætning til den forrige nævnte opdragelsesstil er de lydhøre og støttende overfor børnene. Der er tale om forældre, der næsten ingen grænser stiller for børnene og tøver med at bryde ind, når barnet overskrider selv indlysende regler for social opførsel. Børnenes ønsker og behov inddrages i familiens beslutninger, men det sker ofte i en grad, så de kommer før de voksnes.
      - Den uinvolverede opdragelsesstil er kendetegnet ved, at forældrene både er uinteresserede i børnene og undlader at stille krav til dem. Ofte er det i stærkt belastede familier, man finder denne opdragelsesstil. I de mest alvorlige tilfælde er der tal om, at børnene direkte forsømmes og udsættes for omsorgssvigt. Forældrene koncentrere sig om deres egene behov og interesser og magter hverken at stille krav eller støtte og inddrage børnene i forpligtende aktiviteter.