Moralfilosofien er en kompleks og vidtfavnende bestræbelse på at komme til klarhed over, give indhold til og udvikle en teoretisk redegørelse for det moralske felt, som kan hjælpe os til at tænke og handle fornuftigt og ansvarligt i vores liv med og mod hinanden, os selv og den øvrige natur.
Tingene bliver endnu mere komplicerede, når man husker på, at skønt moralfilosofien er et selvstændigt fagområde med sine egne discipliner og kriterier for god og dårlig tænkning, så er den ikke radikalt autonom eller selvberoende. Moralfilosofien trækker på, påvirkes af og får input fra en lang række andre videnskabelige discipliner og menneskelige aktiviteter.
Litteratur og litteraturvidenskab, kunst, psykologi, biologi, evolutionsteori, lingvistik, semiotik, medieteori og mange andre fag og discipliner har alle noget at sige om og bidrage med til forståelsen af det moralske.