Ruslands strategiske kultur under Putin tegnes af tre overordnede diskurser – eller udenrigs- og sikkerhedspolitiske
verdensbilleder, om man vil – på henholdsvis internationalt, regionalt og statsniveau:
”Rusland som stormagt”, ”Rusland som eurasisk magt” og ”Rusland som suverænt demokrati”. ”Rusland
som stormagt” er en diskurs, hvor der i hovedsagen tænkes i magtbalance, stormagtsrum og
nulsumstermer. Her søger man at fremme en verden, hvor Rusland igen indtager det, der anses som
dets historisk retmæssige plads som en stormagt i egen ret med en (noget nær) global rolle. ”Rusland
som eurasisk magt” handler i hovedsagen om, at Rusland er en selvstændig kultur eller civilisation,
adskilt fra og uafhængig af Europa, med egne historisk fremkomne værdier og normer, hvor europæiske
samfundsmodeller som eksempelvis demokrati og liberal markedsøkonomi ikke nødvendigvis
hører hjemme. Et centralt element i denne diskurs er forestillingen om Ruslands ”nære udland” som
en russisk privilegeret interessesfære, hvor de mindre stater fører tilpasningspolitik, og hvor Vesten
skal holde sig væk. Diskursen ”Rusland som suverænt demokrati” er en gennemført autoritær idé,
som efter (tysk) radikalkonservativt mønster søger at modstille den ophøjede, levende og organiske
russiske kultur med den overfladiske, materialistiske og mekaniske vestlige civilisation. Kombinationen
af de tre diskurser – hvor stormagtsrollen dog klart har en privilegeret position i forhold til de
andre – giver et idékompleks, hvor der lades hånt om idéen om en snarlig russisk identitetsmæssig
tilbagevenden til Europa og til en mere vestvenlig udenrigspolitisk kurs.