Til sidst lykkedes det dog i 1613 en rigsforsamling (se zemskij sobor) at enes om en tronkandidat, den unge, personligt svage Mikhail Romanov, søn af den politisk stærke metropolit, fra 1619 patriark Filaret. Dette gav det nye dynasti kirkens velsignelse og støtte. I en europæisk sammenhæng var det tidlige Romanovrusland trods sin størrelse en svag stat, der kun formåede at være en brik i andre magters spil. Ikke desto mindre kunne Rusland fortsætte den kosakstøttede ekspansion ind i Sibirien. I løbet af 1600-t. nåede den russiske ekspansion såvel Stillehavet som den kinesiske interessesfære længere mod syd, hvilket i 1689 førte til den første russisk-kinesiske traktat i Nertjinsk. Samtidig tillod den begyndende svækkelse af Polen Rusland at udnytte en kosakopstand til i 1654 at indlemme store dele af Ukraine inkl. Kyjiv.
Denne relative fremgang kunne dog ikke skjule, at Rusland var et land i konstant krise. I realiteten styredes det nu kæmpemæssige land på samme måde som det lille fremvoksende fyrstendømme Moskva af en i princippet autokratisk hersker, der dog i takt med rigets vækst blev helt afhængig af sit administrationsapparat. Dette havde imidlertid udvidet sig nærmest ved knopskydning. Kancellier, prikaz, ofte med overlappende ressort, oprettedes, når specifikke behov opstod, fx til administration af nyindlemmede territorier. Et forsøg på at koordinere administrationen blev gjort ved at samle lederne af kancellierne i Bojardumaen, zarens gamle rådgivningsorgan, der dermed også voksede og bureaukratiseredes. Ved siden af zaren stod den russiske kirke som en økonomisk, åndelig og yderst konservativ magtfaktor. Imidlertid skabte vestlig teologisk indflydelse, som nåede Rusland efter Kyjivs indlemmelse, et ønske i kirkehierarkiet om reformer, hvad angik kirkens tekster og ritualer. Samtidig fik reformens fortaler, patriarken Nikon, anledning til at hævde kirkens forrang over den verdslige magt. Tilsammen gav det anledning til voldsom turbulens inden for både kirke og samfund. Mens Nikon selv led nederlag i sit krav om kirkens overhøjhed, støttede zaren hans øvrige reformer. Det førte til et skisma mellem den officielle kirke og et bredt spektrum af gammeltroende, et skisma, der har overlevet til i dag.
En vigtig bestanddel af det russiske samfund var adelen. Den havde som stand ikke nogen direkte politisk indflydelse, og dens funktion havde først og fremmest været at udgøre rygraden i landets militær. Den havde sit udkomme i jordbesiddelser, som statsmagten havde vekslet mellem at betragte som arvelige eller afhængige af militærtjeneste. For at sikre adelen dens økonomiske udbytte af jorden og dermed dens loyalitet havde staten i løbet af 1500-1600-t. sikret dens arbejdskraft ved i stigende grad at stavnsbinde bønderne, der efterhånden overgik til at være livegne, helt prisgivet adelens og de kirkelige jordbesidderes forgodtbefindende. Det skabte i løbet af 1600-t. en latent fare for bondeopstande og en stadig strøm af bortløbne bønder. Mens bondeopstande ikke umiddelbart kunne bringe zarstyret til fald, var opstande i byerne, ikke mindst Moskva, desto farligere. De russiske byer havde ikke som Vestens byer de særprivilegier, der gennem storhandel og internationale forbindelser kunne have gjort dem til katalysatorer i samfundsudviklingen. Da statsmagtens finansielle behov tilgodeså eksporten af korn, og bysamfundene samtidig pålagdes en saltskat, fremkaldte forsyningssituationen i byerne i midten af 1600-t. en række næsten samtidige opstande, bl.a. i Moskva. De rystede styret og fik til følge, at en ny rigsforsamling sammenkaldtes for at diskutere reformer. Resultatet blev en ny lovkodificering (se Sobornoje Ulozjenije), der imidlertid ikke for alvor reformerede samfundet. I slutningen af 1660'erne fulgte Stepan Razins bondeoprør, og i 1682 udbrød der blandt strelets-tropperne i Moskva en opstand, hvori mange elementer fra 1600-t.s kriser fandt sammen, byproletariatet, gammeltroende og intrigerende kredse i administratio