Koreakrigen, krig 1950-53 mellem Nord- og Sydkorea, der blev støttet af hhv. Kina/Sovjetunionen og USA. Den koreanske halvø, der siden 1910 havde været annekteret af Japan, blev efter de allierede styrkers sejr i 2. Verdenskrig delt i to besættelseszoner, en sovjetisk nord for den 38. breddegrad og en amerikansk syd for.
Fra begyndelsen var en genforening af det industrialiserede nord og det landbrugsdominerede syd et erklæret mål, men de ideologiske forskelle i ledelsen af de to zoner samt det stadig mere spændte forhold mellem supermagterne USA og Sovjetunionen mindskede udsigterne til en fredelig genforening. Flere års forhandlinger, der fra 1947 blev ført i FN-regi, førte ikke til noget resultat, og i 1948 omdannedes zonerne til selvstændige stater.
Sydkorea blev oprettet den 15. august med Syngman Rhee i spidsen for et højreorienteret, provestligt regime, der var domineret af landets traditionelle elite af jordejere. Nordkorea under ledelse af Kim Il-Sung proklameredes den 9. september som en kommunistisk republik med tætte forbindelser til Kina og Sovjetunionen. Efter en periode med tiltagende spænding krydsede nordkoreanske tropper 25.6.1950 den 38. breddegrad. Angrebet var ikke iværksat af Sovjetunionen, men godkendt af Stalin.Den amerikanske udenrigsminister, Dean Acheson, havde tidligere på året placeret Korea uden for den zone, som USA var parat til at forsvare militært. USA's præsident, Harry S.Truman, så imidlertid Korea som en central brik i konflikten med den internationale kommunisme. Han opfattede Kim Il-Sung som en marionet for Sovjetunionen og Kina, der afprøvede USA's vilje til at anvende militær magt i den såkaldte inddæmningspolitik (se containment).
På den baggrund tog USA initiativ til, at FN's Sikkerhedsråd 27.6.1950 fordømte Nordkoreas invasion og opfordrede medlemslandene til at intervenere på Sydkoreas side. Sovjetunionen var på det tidspunkt fraværende i Sikkerhedsrådet og kunne derfor ikke anvende sin vetoret. Skønt det formelt var FN, der intervenerede med deltagelse fra 15 lande, var det USA, der ledede den militære aktion og stillede med mere end 90% af de allierede tropper. Sydkorea mønstrede selv omkring 45% af den samlede styrke.
Den sydkoreanske hær var på få dage blevet fordrevet til Pusan på halvøens sydøstlige spids, men allerede 30. juni blev de første allierede forstærkninger indsat for at stabilisere fronten. Den 15. september iværksattes en allieret modoffensiv, da general Douglas MacArthur foretog en dristig landsætning af tropper i havnebyen Inchon tæt på Sydkoreas hovedstad, Seoul. Den overraskende manøvre splittede den nordkoreanske hær og afskar dens forsyningslinjer; 125.000 nordkoreanske soldater blev taget til fange.
Opmuntret af de allierede styrkers hastige fremmarch ændrede USA (og FN) målsætning; sigtet var nu at genforene Korea. Den 30. september krydsede de amerikanske styrker den 38. breddegrad og fortsatte nordpå. Mens MacArthurs tropper nærmede sig floden Yalu, der udgjorde grænsen til Manchuriet, advarede Kina om, at det ikke ville se passivt til, hvis dets sikkerhed blev truet.
MacArthur valgte at overhøre disse advarsler; den 25. november krydsede omkring 260.000 kinesiske tropper grænsen til Nordkorea. I ugerne forinden havde titusinder af kinesiske soldater i al hemmelighed krydset Yalu. På to uger drev de MacArthurs tropper tilbage syd for den 38. breddegrad; i foråret 1951 blev fronten atter stabiliseret tæt ved den gamle grænse.
Den fastlåste situation fik præsident Truman til atter at ændre målsætning og indlede forhandlinger om en genoprettelse af grænsen mellem Nord- og Sydkorea. MacArthur var uenig. Han ønskede en militær sejr og tilladelse til at optrappe krigen og angribe mål på kinesisk territorium trods risiko for en regulær krig med Kina og Sovjetunionen. I sine bestræbelser trodsede MacArthur åbenlyst præsidenten og undergravede hans forsøg på at påbegynde fredsforhandlinger. Derfor så Truman sig 11.4.1951 nødsaget til at afskedige den populære general.
Fredsforhandlingerne, der begyndte i Panmunjom i juli 1951, kom til at strække sig over to år, hvor spredte kamphandlinger fortsat fandt sted. I alt kom krigen til at koste ca. 3 mio. menneskeliv, hvoraf en meget stor del var civile. Først 27.7.1953 indgik parterne en våbenhvile, og frontlinjen tæt på den gamle grænse blev anerkendt som den faktiske grænse. Våbenhvilen blev dog aldrig fulgt op af en formel fredsslutning, og forholdet mellem Nord- og Sydkorea forblev spændt.