Større betydning havde de mange ikke-russiske nationaliteter, der kæmpede for øget autonomi eller fuld uafhængighed af Rusland. Finland, Estland, Letland, Litauen og Polen opnåede selvstændighed, men de fleste andre nationale bevægelser blev neutraliseret af sovjetmagten i første halvdel af 1920'erne. Hovedparten af det gamle zaristiske imperium var dermed samlet igen, og i 1922 etableredes en stærkt centraliseret forbundsstat, Sovjetunionen, bestående af fire unionsrepublikker: den russiske, den ukrainske, den hviderussiske og den transkaukasiske. Antallet af unionsrepublikker steg siden til 16.
Sovjetstaten konsoliderede ligeledes sin udenrigspolitiske stilling. Forsøget på at fremme proletariske revolutioner i det øvrige Europa, bl.a. gennem den nye Kommunistiske Internationale, Komintern, havde skabt et dybt modsætningsforhold til de kapitalistiske lande. Men verdensrevolutionen udeblev, og Sovjetrusland måtte derfor prøve at finde sig en plads i et traditionelt internationalt system. I 1922 undertegnede Moskva en venskabspagt, Rapallotraktaten, med Tyskland, og i 1924 blev Sovjetunionen anerkendt af bl.a. Storbritannien, Frankrig og de skandinaviske lande.