Skeletmusklerne
De muskler vi selv kan kontrollere, er skeletmusklerne, som også kaldes de tværstribede muskler. De kaldes tværstribede, fordi man i et mikroskop kan se striber i muskelstrukturen. Skeletmusklerne er dem, vi bruger, når vi bevæger os og fx dyrker sport. Vi bestemmer selv, når vi sparker til en bold, sætter os på en stol eller bøjer armen. Og netop når vi bøjer armen, bruger vi en skeletmuskel, nemlig den tohovede armbøjer, der hedder biceps på latin. Dens funktion er at bøje vores arm.
-