Kan vi stole på det, vi husker?
Vores hukommelse er ikke fotografisk. Vi husker ikke en begivenhed, præcist som den foregik. Selv de blitz-erindringer, vi tidligere har omtalt, og som forekommer os at være næsten direkte afbildninger af noget, der er sket, viser sig ofte at være meget usikre.
Det vi husker, kan vi snarere ligne med en montage, der er konstrueret af mange forskellige dele, hvoraf nogle rent faktisk er sket, mens andre er hentet ind mange forskellige steder fra for at gøre billedet helt og give det mening. Alt det, der skete i begivenhedens periferi, og som vi derfor ikke husker så klart, får måske tilføjet noget eller bliver drejet til noget, der er i overensstemmelse med, hvad der plejer at ske i sådanne situationer (jf. kognitive skemaer). Erindringen kan ligeledes få tilført elementer, vi har fået fortalt af vores forældre eller venner, den kan indeholde ting, vi har fantaseret os til eller set på tv, og den kan efterhånden blive en blanding af flere begivenheder, der minder om hinanden.
Genkaldelse
Man kan spørge, hvilke faktorer der afgør, hvor godt vi kan huske eller, som det hedder, genkalde en begivenhed. For det første afhænger det af, om begivenheden har haft en særlig betydning for os, og om vi har tænkt over den flere gange, altså repeteret den. De to faktorer hænger i virkeligheden ofte tæt sammen. Jo større betydning en begivenhed har, og jo mere vi derfor vender tilbage til den i erindringen, jo mere bliver den integreret med andre dele af vores hukommelse, og jo flere mulige ledetråde (cues) skaber vi dermed til den, hvorved sandsynligheden vokser for, at vi lettere kan huske den senere.
For det andet kan man ofte opleve, at en begivenhed lettere erindres, hvis man enten kommer i en situation, der ligner den erindrede situation eller kommer i en følelsesmæssig tilstand, der minder om den tilstand, man var i, da begivenheden fandt sted. Man taler her om henholdsvis kontekst- og tilstandsafhængig hukommelse. Lighederne med det tidligere oplevede giver mange ledetråde til situationen. Hvem har ikke oplevet, hvordan erindringerne kan vælde op i en, når man besøger sin barndomsby eller får besøg af en gammel ven? Og problematisk bliver det, når vi i en tilstand af dårligt humør konstant vender tilbage til negative begivenheder i vores liv.
Glemsel
Det er ikke blot vigtigt at kunne gemme på og genkalde sig informationer. Det er også vigtigt at kunne glemme dem igen, for det er ikke alle de informationer, vi har om verden, der forbliver lige relevante. Men ofte taler vi dog om glemsel som et problem eller en mangel. Der er flere måder vi kan glemme på.
For det første glemmer vi informationer, fordi vi ikke genopfrisker dem jævnligt. Grunden til, at vi ikke gør det, er som regel, at de ikke længere har betydning for os.
For det andet taler vi om glemsel, når vi mangler eller ikke har tilstrækkelige ledetråde eller cues til en erindring, således at vi ikke kan få adgang til den. På en måde har vi altså ikke glemt den, men vi har ikke fået den integreret godt nok med andre informationer og sammenhænge, og derfor kan vi nu ikke længere få ordentlig kontakt med den. Vi kan således have noget lige "på tungen", men alligevel ikke få det frem. Det kan netop skyldes, at vi har for få ledetråde til, at erindringen åbner sig helt for os.
For det tredje kan nogle begivenheder eller informationer være svære at huske, fordi de interfererer med og forstyrres af andre lignende begivenheder eller informationer. Har man f.eks. lært Tina og Betina at kende inden for den samme periode, kan man have svært ved at huske, hvem der hedder hvad. Jo større ligheden er mellem informationer, man lærer lige efter hinanden, jo større kan interferensen blive.
Fortrængning – myte eller realitet?
En anden form for glemsel, som især psykoanalysen har interesseret sig for, er fortrængningen. Det drejer sig her om traumatiske erindringer, der er besat med så stor angst, at de holdes ude af be
