Please enable JavaScript.
Coggle requires JavaScript to display documents.
Historie (Kirken og pavemagten (Splittelsen i kirken skete for alvor i…
Historie
Kirken og pavemagten
I hele middelalderen var kirken den altdominerende kulturbærer. Kirken var uundværelig for middelalderlige konger, da den udgjorde en fast organisation der nåede ud til alle fyrstedømmer. Kristne fyrstedømmer var delt op i sogne med sognepræster, som var under bisperne, og bisperne var under ærkebisperne.
-
Paven i Rom gjorde imidlertid krav på overhøjheden over alle kristne kirker. Efterhånden anerkendtes hans ledende stilling i den romersk katolske kirke.
Pavens krav på lederskab i den kristne kirke, byggede på traditionen om apostlen Peters martyrdød, i Rom under Kejser Neros kristenforfølgelser. - det hævdes at peter var Roms første biskop.
I det middelalderlig vesteuropa var det vigtigt at de enkelte præster fik deres myndighed fra paven. En præsteviet havde myndighed til at forvalte kirkens nådemidler: Dåb, Nadver og skriftemål.
Udenfor kirken fandtes der ingen frelse.
Paven besad et stort magt middel, for blev man udelukket fra kirken og dens nådemidler, var man ifølge kirken redningsløst fortabt.
Paven kunne udstede et interdikt. Hvorved han kunne forbyde gudstjenester og hellige handlinger i et område, fx i et fyrstedømme. På den måde afskar Paven en hel befolkning for kirkens nådemidler.
Pavens autoritet omfattede ikke kirkerne i øst.
Fra oldtiden havde kirkerne i øst udviklede sig anderledes end i vest.
I den østlige, ortodokse, kirke biskoppen - patriaken - af Konstantinopel.
Patriaken og Kejseren i Konstantiopel ankerkendte ikke den romerske paves førsterang.
I 800 tallet blev konflikten stærkere, paven af Rom kronede Karl den Store til kejser og skabte et modsætningsforhold til kejseren i Konstantinobel, som mente at være den eneste rette arvetager efter romerriget.
Splittelsen i kirken skete for alvor i 1054, som blev kaldt skismaet.
Delingen mellem den ortodokse og katolske kirke blev samtidig delingen for det latinske, det græske og kyrilliske alfabet.
Hvorfor feudalisme?
Mange samfund i historien og i moderne tid, har strukturer der kan minde om middelalderlig feudalisme.
-
Personligt bindende relationer, der i feudale samfund trængte hele vejen ned gennem samfundhierarkiet
Sammenbruddet af den romerske bykultur - Byen havde været forvaltnings centre - Her havde offentlig - statslig magt været bundet til institutioner og embeder. Da byerne forsvandt som politiske centre flyttede ,agten ud til herremænd på landet, her måtte den jævne mand søge beskyttelse. Det personlige bånd blev afgørende.
De nye kongedømmer var ude af stand til at opbygge en stærk, centraliseret magt. Bla grundet pengeøkonomiens tilbagegang, de langsommelige kommunikationsforhold og de dårlige transport forhold.
Det var vanskeligt at transportere varer og forsyninger over en længere strækning over land. Man måtte derfor leve af de lokale ressourcer.
Samfundspyramiden
Hierarki
Kejser/Konge
Kronvasallerne
Undervasallerne
Fæstebønder, i forskellige grader af ufrihed
-
Middelalderlige feudale samfund, udpræget hierarkisk
-
-
Kejseren og Paven
Pave og kejser var i middelalderens vesteuropa de to overhoveder, for den kristne verden.
Kejseren med det verdslige herredømme, med sværdet.
Paven med det åndelige, med korset.
Fra 1122 til 1303 var et højdepunkt for pavens magt i europa. Her nåede man tættest på idealet om paven som leder af en samlet kristenhed.
I starten af 1300 tallet kom pave Bonifacius d 8 og den franske kong Filip d 4 ud i en bitter strid. Kongen krævede nemlig skat af de franske gejstlige, det modsatte paven sig. Filip hævdede at han som konge fik sin magt direkte fra Gud, men det bestred Bonifacius.
Filip valgte derfor at angribe pavens palads nær Rom og tage paven til fange. Han døde kort efter også var Filip i stand til at få valgt en franskmand som pave. I 1309 måtte paven flytte fra Rom til Avignon i sydfrankring, så kongen kunne have kontrol med ham.
Dermed blev pavemagten svækket. Den blev yderlige svækket da der i perioden 1378 - 1417 var 2 paver. En i Avignon og en i Rom, som fordømte hinanden.