I 1960'erne foretog den amerikanske psykolog Robert Rosenthal et eksperiment, der skulle undersøge forholdet mellem læreres forventninger og deres elevers præstationer. Eksperimentet blev gennemført i en californisk skoleklasse, som blev sammensat med så ensartede elever som muligt. Læreren, der skulle starte i klassen, fik imidlertid at vide, at nogle af eleverne var særligt intelligente, nogle var svage og tungt begavede, og resten var stort set gennemsnitselever.
I løbet af skoleåret fulgte man gennem prøver og ud fra lærerens bemærkninger med i, hvordan de enkelte elever klarede sig, og resultatet var, at de elever, som læreren fra starten havde store faglige forventninger til, fordi læreren havde fået at vide, at de var intelligente, klarede sig godt både reelt og efter lærerens udsagn, mens de elever, som læreren på forhånd havde fået at vide var svage, klarede sig dårligt.
