Kontaktforstyrrelser
Amerikanske undersøgelser peger på, at op imod 80 pct. af omsorgssvigtede børn udviser et utrygt tilknytningsmønster (undgående, ængsteligt eller desorganiseret). Barnets utrygge tilknytning kan f.eks. vise sig i form af en åbenlys afhængighed af andre. Det er klæbende, omklamrende, opmærksomhedssøgende, optaget af at eje eller kontrollere andre og optaget af at behage og blive accepteret af forældre og andre voksne. Barnet opleves som frygtsomt og "sultent tilknyttet". Det går i hælene på de voksne, vil sidde på skødet hele tiden og kan være ukritisk indladende og uselektivt venlig overfor fremmede. Det er en adfærd, vi også så hos institutionsbørnene, og som forklares med, at barnet endnu ikke er selektivt tilknyttet til bestemte voksne og derfor ikke udviser den fremmedangst, der er typisk for spædbarnet. På trods af barnets stadige kontaktsøgen kan det alligevel have svært ved at tåle nærhed og etablere et gensidigt samspil med andre.
Barnet kan omvendt også reagere på den utrygge tilknytning med en forsvarspræget uafhængighed af andre, der kan komme til udtryk i en kold, hård og afvisende holdning. Begge reaktioner gemmer dog på en fælles ambivalens: Barnet slås med modstridende følelser af længsel efter kærlighed og aggressioner i forhold til omsorgspersonerne.
Depression
Mindre børn er normalt krævende i deres kontakt, de har lyst til at lege hele tiden, de er fysisk aktive og meget kreative i deres udfoldelser, men hos det omsorgssvigtede barn ser man til tider det stik modsatte. Barnet er ikke særlig krævende i sin kontakt til andre. Det virker fysisk passivt. Det leger ikke meget, og når det endelig leger, er der noget stereotypt og tvangspræget over legen. Den er ikke særlig kreativ, selv om den dog undertiden for nogle børn kan blive et sted, hvor de kan tematisere deres traumatiske oplevelser. Disse træk ser man i dag som et udtryk for en depressiv tilstand hos barnet. Det er barnets måde at udtrykke sorg og angst på.
Dissociation
Begrebet dissociation henviser til det fænomen, at børn, der har været udsat for overgreb, især af voldelig eller seksuel art, kan have en tilbøjelighed til at benægte eller ligefrem glemme de traumatiske oplevelser. At dissociere betyder at splitte op eller adskille, og det, der formodentlig sker, er at de ubehagelige episoder ikke integreres eller associeres på normal vis med de øvrige dele af hukommelsen. De kan derfor betragtes som uvæsentlige, uvedkommende eller ligefrem som ikke-eksisterende, og det kan endda gå så vidt, at personligheden splittes op i forskellige dele eller identiteter, der fungerer uafhængigt af hinanden (såkaldt "multipel personlighedsforstyrrelse"). Dissociation er en forsvarsmekanisme, der kan optræde meget tidligt hos børn, og formålet med den er selvfølgelig at undgå erindringen om de traumatiske oplevelser. Den følgende casebeskrivelse af en dreng, der har været udsat for fysiske overgreb, er et eksempel på, hvordan dissociation kan komme til udtryk.
Brug af dissociation gør det muligt for barnet ikke at huske eller lade sig mærke af overgrebene. Barnet kan udvise såkaldte "frysereaktioner" – dvs. blive følelsesløs og apatisk i forbindelse med selve overgrebene. Det kan efterfølgende, som et resultat af overgrebene, udvikle trancelignende tilstande, der ofte er karakteriseret ved en tom stirren og et tab af kontakt med omgivelserne. Trancen kan skyldes, at der er visse dele af en situation, der ubevidst minder barnet om traumet. Når trancen er overstået, vil barnet som regel genoptage det, det var optaget af forud for episoden, som om intet var hændt.